De ungarske soldater
Det tavse kapitel fra 2. Verdenskrig
Det, som startede med et banalt spørgsmål, blev til en mangeårig undersøgelse af en ukendt historie om 12.000 ungarske soldater og deres familier i Danmark under 2. Verdenskrig. Nye svar rejser nye spørgsmål. Hvorfor skrev historikerne aldrig om dem?
Af Søren Peder Sørensen (spsfreelance@mail.dk)
Siden min bog ”De ungarske soldater – en glemt tragedie fra den tyske besættelse af Danmark under 2. Verdenskrig” udkom i november 2005, er der fremkommet en række nye oplysninger, som kan læses på denne hjemmeside www.deungarskesoldater.dk
Bogen er den første, som nogensinde har beskrevet ungarernes ophold i Danmark i de sidste måneder før tyskernes kapitulation i maj 1945. Hertil føjer sig nye oplysninger om de mange unge studerende fra Arkitektskolen i Budapest, som opholdt sig i Danmark i flere år efter krigens afslutning samt om Kadetskolen fra Mar-
 |
Tamas Erdesz (tv) og Søren Peder Sørensen under arbejdet med bogen om de ungarske soldater |
osvarsárhely, der blev indkvarteret i Præstø og Næstved. Også de forsvandt i historiens glemsel, mens efterkommere i dag, spredt over hele verden, forsøger at finde et svar på blandt andet Internet om, hvad der hændte dem.
Som journalist og historisk interesseret har jeg i mere end 20 år beskæftiget mig med emnet. Samtidig har det undret mig, at ingen historiker nogensinde har gjort et forsøg på at løfte sløret over de begivenheder, der ramte ungarerne og deres pårørende. Det er et kapitel, hvor lokalhistorien, Danmarkshistorien og den ungarske/europæiske historie væver sig ind i hinanden som uadskillelige dele. Den officielle tavshed om disse begivenheder har været karakteristisk i snart syv årtier efter krigens slutning.
Min interesse blev vakt i slutningen af 1980’erne, da jeg i et sognerådsarkiv i det vestjyske sogn Lønborg-Vostrup fandt en række dokumenter, som omhandlede en ungarsk bataljon på 550 mand, som opholdt sig i sognet fra marts til maj 1945. Det var blandt andet sognets opgave at sikre soldaterne kost og logi. Men snart opstod der ballade mellem de tyske besættelsestropper og de ungarske officerer, som frygtede, at tyskerne ville fjerne deres hustruer, kærester og børn og føre dem i fangelejre i Tyskland. Balladen udviklede sig til en konflikt, som involverede befolkningen og den lokale modstandsbevægelse.
Forgæves søgte jeg i litteraturen fra besættelsestiden for at finde svar på, hvorfor ungarerne havde været her. I en artikel ”Russerne i Danmark 1943-
I Illegal Information fandt jeg spredte notater, som i telegramstil meddelte forskellige observationer. For eksempel om, at der var observeret ungarske soldater i den og den landsdel. At et lazaret tog med ungarske sårede var blevet set på vej til Hjørring. At der var opstået slagsmål mellem ungarske og tyske soldater på kasernen i Næstved. At ungarske soldater i Holte havde drukket sig fra sans og samling osv.
De spredte oplysninger bekræftede tilstedeværelsen af ungarske soldater i Danmark under 2. Verdenskrig. Men relevante spørgsmål som hvorfor, hvordan, hvor mange blev aldrig forsøgt besvaret. Jeg anede på det tidspunkt ikke, at der havde været mindst 12.000 ungarere heroppe, måske helt op til 15.000 ungarere. En invasion, som i omfang overgik den under Napoleons-krigene, da flere tusinder spaniolere "gæstede" Danmark i begyndelsen af 1800-tallet.
Af ungarsk arkivmateriale fremgår, at Ungarn efter 2. Verdenskrigs afslutning bad de danske myndigheder om nærmere oplysninger om den ungarske udstationering. Fra Danmark fremkom ved den lejlighed en del konkrete fakta, blandt andet om, hvor i landet ungarerne havde været udstationeret, hvordan de blev opfattet af danskerne, og en beskrivelse af det samarbejde, som i mange tilfælde fandt sted mellem ungarske officerer og den danske modstandsbevægelse. Disse oplysninger havde fået lov til blot at samle støv i arkiverne.
Den ungarske officer Muzikar Sándor mødte jeg første gang i Pécs i det sydvestlige Ungarn i sommeren 1993. Dette besøg fik stor betydning, for han formidlede kontakten videre til en række kolleger, blandt andet feltpræsten János Pohly, militærhistoriker Joszef Varga, Militærhistorisk Museum i Budapest og en række menige veteraner.
Feltpræstens logbøger, de hidtil ukendte officielle danske dokumenter (som jeg skulle finde i Budapest på fransk og ungarsk), flere dagbøger samt breve og fotos indgik i det materiale, som jeg fik med hjem fra rejser til Ungarn i 1993, 1994, 1996 og 2003.
At der skulle gå 60 år, før historien kunne fortælles, kan undre og er også trist, for der er ikke så få døtre og sønner i Danmark, som først nu begynder at forstå deres historie og som er blevet bevidst om den ukendte far, som viste sig at have været ungarer og ikke tysker. For ingen havde fortalt dem, at der rent faktisk havde været unge ungarske mænd i Danmark, populære og charmerende, som mangen en dansk pige faldt for.
Hvorfor skulle der gå disse mange år i uvidenhed? Hvorfor skrev historikerne ikke om dem? Hvorfor blev de ignoreret i historiebøgerne som om de aldrig havde været her?